Dorthe Irene Coaching

Min baggrund

Hele mit liv, har jeg søgt efter en dybere mening

HELE MIT LIV HAR JEG SØGT EFTER EN DYBERE MENING

Jeg blev født som nummer fem i en søskendeflok på seks. Min næstældste bror, der var 12 år ældre en mig, havde voldsomme epilepsianfald. Anfald der satte sig dybt i min krop og som senere udviklede sig til socialangst.

Angsten kom til at betyde rigtig meget for mit voksenliv, både i forhold til mulige karriereveje som jeg valgte fra, af angst for at skulle stå frem for andre, men ligeså meget i forhold til min personlige udvikling, da jeg både bevidst og ubevidst higede efter at slippe fri.

Som 43 årig fik jeg tiltagende symptomer på, at mit hjerte ikke havde det godt. Jeg havde bl.a. trykken for brystet og ekstra hjerteslag, samt en tiltagende prikkende fornemmelse i venstre side af ansigtet og i venstre arm. Ligesom når en hånd ”sover”.
Alt sammen noget der tydede på, at mit hjerte ikke havde det godt.

PLUDSELIG VAR MIT LIV IKKE LÆNGERE SÅ STABILT OG JEG VIDSTE IKKE HVAD MORGENDAGEN VILLE BRINGE

Det jeg før fandt glæde ved blegnede og alt det ydre skiftede karakter. Det var som om verden gik i stå.

Det var kun mig og min angst, der levede videre. Jeg blev opmærksom på alle forandringer i min krop. Hver eneste lille fornemmelse blev registreret og for hver dag der gik, blev jeg mere og mere sikker på, at det stod alvorligt til.

Jeg blev tildelt en hjertepakke, og blev undersøgt på kryds og tværs. Men selv om alle undersøgelserne viste, at jeg ikke fejlede noget, blev symptomerne ved med at være der.

JEG KOM TIL AT LEVE VED SIDEN AF MIT LIV

En venten på at det skulle gå over… eller blive værre. En evig angst for, at jeg skulle falde om af et hjerteslag. En bekymring for, at det næste kropslige symptom skulle blive værre end den foregående. En angst for at lægge mig i min seng, for netop der i stilheden og mørket kunne jeg mærke alle symptomerne endnu stærkere.

MIDT I LIVET, VAR JEG IKKE LÆNGERE I LIVE

Al min opmærksomhed var på mine symptomer og på frygten for at jeg skulle dø.

Efterhånden som dagene, månederne og tæt på et år gik, uden de store forandringer, så jeg for mig, at jeg kunne komme til at leve resten af livet i angst.

Et liv der blev levet baglæns, forstået på den måde, at kun når jeg så tilbage på mit liv, kunne jeg få oplevelsen af at være i live. Så kunne jeg se, at jeg, trods mine hjertesymptomer, stadig var i live.

Pludselig kunne jeg se, at jeg var nødt til at ændre min tilgang til mig selv og mit liv.

JEG VAR NØDT TIL AT TAGE ANSVAR. JEG VAR NØD TIL AT SLIPPE ANGSTEN

Ellers kunne det ende med, at jeg måtte se tilbage på mit liv med fortrydelsen over ikke at turde nyde livet. At turde være der, midt i det hele. Være i nuet og ikke bekymre mig for dagen i morgen eller for mit helbred.

At leve med angsten for i morgen, som jeg alligevel ikke havde den mindste indflydelse på, var alligevel bedre end frygten for, at jeg i min alderdom skulle se tilbage på et spildt liv.

Jeg vidste ikke hvordan, jeg vidste bare, at jeg måtte i gang med at leve mit liv igen.

I kølvandet på det kom der en endnu større dybde i mit liv. Jeg begyndte – uden at vide på det tidspunkt, hvor det ville bringe mig hen og hvad gevinsten ville være (hvis der overhovedet var en sådan) – en rejse ind i dybet af mig selv.

EN REJSE, DER HELE TIDEN HAVDE VENTET PÅ MIG. EN OPDAGELSE, DER LÆNGE HAVDE VENTET PÅ AT BLIVE OPDAGET

Jeg læste ALT, hvad jeg kunne komme i nærheden af, der var spirituelt, esoterisk og visdomsmættet. Jeg søgte en kærlighed til livet, til skønheden og til glæden. Noget som jeg svagt anede, men som jeg alligevel ikke kunne definere. Noget der kunne beskrive det jeg intuitivt vidste var mit sande potentiale, men som ikke var synligt for mit øje.

NOGET SOM KUNNE GUIDE MIG NÆRMERE MIN EGEN SANDHED

Hvorfor var jeg her? Hvad var meningen med mit liv? Hvor kom jeg fra, og hvor var jeg på vej hen?
Alt sammen noget, der åbnede op for en dybde og en styrke jeg ikke anede eksisterede.

EN STYRKE, DER KUNNE HAMLE OP MED ALT DET UFORUDSIGELIGE I MIT LIV

Det var stabilt og stærkt. Kærligt og omfavnende. Opløftende og frisættende. Det gav en fylde og mæthed som jeg aldrig havde oplevet før.

JEG FANDT TRYGHED I DET UTRYGGE – FRED I DET ANGSTFYLDTE – VISHED I DET UVISSE – STYRKE I SVAGHEDEN OG EN RO MIDT I AL FORVIRRINGEN

Selv om jeg hele mit liv havde søgt denne dybde, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle finde den inde i mig selv.

Jeg troede i mange år, at det handlede om at jeg skulle blive bedre, mere erfaren, mere selvsikker og mere stærk. Men jo mere jeg søgte, jo sværere blev det at finde og jo mere håbløst så det ud.

INDTIL DEN DAG HVOR JEG INDSÅ, AT VEJEN GIK INDAD

Efterfølgende forsvandt min angst, bid for bid.

Det var som om angsten ikke længere havde noget grundlag at eksistere på.

Det var ikke kun min angst for sygdom, der forsvandt. Også min socialangst og alle mulige andre former for angst.

JEG VAR I SIKKERHED

Ligegyldigt hvordan mit liv ville forme sig fremad, kunne jeg hvile i fuldkommen vished om, at alt var okay.